Jeg var én af de der kropumulige unger på Heldagsskolen Rindum Kjærgaard, I ved, den slags der havde ild i røven og ballade i lommerne. Det krævede lærere med brede skuldre, oceaner af tålmodighed og store ører, så de bedre kunne lytte, når vi en sjælden gang åbnede for sluserne.

Når det ikke var os, de misforståede børn, der lod snakketøjet rulle, var det som regel lærerne der fortalte om deres syn på verden, livet og alt derimellem. En morgen sad vi samlet i spisestuen, hver især med snuden i et rundstykke, mens forstanderen, Ulrich, fortalte hvad han havde lavet den morgen.

Ulrich havde været på jagt, han havde taget kaffe, riffel og en skammel med. Morgenlyset havde spredt sig ned mellem stammerne som flydende guld og havde skabt skyggemosaikker i skovbunden. Det alene, fortalte han, var rigeligt til at få tankerne til at bremse. Uden at tænke nærmere over det, placerede han sig et sted hvor der ville være mulighed for at lægge riflen til skulderen og vende hjem fra jagten med hænderne fulde. Ulrich fortalte:

”Jeg satte mig ned, skænkede en kop kaffe og tænkte på hvor heldig jeg var, sådan at kunne sidde der og nyde en rolig morgen, trække vejret og bare være. Nå men, da jeg har siddet et stykke tid, dukker der en buk op i mit synsfelt. Det lignede et dyr fra en drøm, som han stod der, indhyllet i morgenlys og dis. Et perfekt øjeblik,” sagde han.

”Pløkkede du den så eller hvad?” spurgte én af klassekammeraterne. Ulrich drak lidt kaffe, satte koppen fra sig og smilede som en flækket træsko, inden han svarede:
”Nej, jeg skød den ikke, for det øjeblik vi netop havde delt, var for dyrebart. Havde jeg skudt, ville det have lagt sig som en sort film over det øjeblik. Det var en gave at se råbukken i morgenlyset, en påmindelse om, at indenfor et splitsekund, kan livet ændre retning. Og så var han i øvrigt så smuk, at jeg ikke nænnede at skyde. Der vil komme flere muligheder, men det skulle ikke være denne gang. Det er den flotteste buk jeg aldrig har skudt.”

Ballade, ild i røven og tanker i tusindvis er til stadighed hvad jeg har med i lommerne. Jeg er ikke, som sådan, en rastløs sjæl, men jeg elsker at være i bevægelse og har en nysgerrighed der ville vække misundelse hos en kat. Derfor er jeg ofte på tur, gerne med et kamera i den ene hånd og hunden i den anden.

Forleden gik jeg tur i skoven med Jack mens solen langsomt dalede i skjul under horisonten. Skoven blev badet i et gyldent lys og trætoppene så flere gange ud til at stå i flammer. Jeg satte mig på en stub, kløede hunden bag øret og tænkte, at det ikke var det mest tossede sted at sidde. Det puslede i krattet og pludseligt stod der en ræv foran os.
Den lille, rødhårede fyr var lige så overrasket som os og uden at kunne sige hvorfor, valgte jeg at sige hej til ræven, som var det en gammel ven der netop var trådt frem.

Ræven kiggede på os og sneg sig lidt nærmere, inden den satte sig ned og kiggede til den ene side, som stod den i kø i Fakta og kedede sig lidt, mens den ventede på at komme til kassen. Jeg smed en hundekiks til ræven, hvilket medførte et løftet øjenbryn fra hunden, men det var som om, at alle i situationen forstod, at det kostede en told at dele øjeblikket med ræven. Jeg løftede kameraet, fik taget et par billeder og lagde kameraet tilbage i skødet.

Ræven kom nærmere, jeg talte igen til dyret og forestillede mig, at alle man møder, gerne vil mødes så venligt som muligt og hvis ikke dét, så i hvert fald ikke dømmes på udseende alene. Ja, jeg gør mig mange tanker under gåture.
Jeg smed en kiks mere og så den lille buskhalede rødtop komme nærmere. Aftenlyset fandt vej gennem trækronerne og rammede ræven ind, som var det et spotlight på en scene og lige i dét øjeblik, tænkte jeg at det ville være muligt at tage et fantastisk billede. Jeg lagde hænderne på kameraet og kiggede på dyret, der i dét øjeblik, så mig i øjnene.

Jeg tænkte på Ulrich og det perfekte øjeblik, om at værdsætte mødet med naturen og nærværet. At lade det være, uden at skulle gå derfra med en noget, idet der er en indbygget gave i selve oplevelsen. Jeg lod kameraet være, trak vejret dybere og nød at se ræven træde nærmere, snuppe hundekiksen og lunte væk igen.

Det er, på en måde, det samme med mennesker, hvis vi mødes i øjeblikke af nærvær, behøver man ikke gå derfra med favnen fuld af gaver. Det mest dyrebare i verden er ikke dét du kan putte i lommerne, men dét der bliver i hjertet.