Lasse Løager

Det letteste i verden ville være at skrive, at Lasse er født i Ringkøbing, opvokset med fødderne plantet i den vestjyske muld og som yngste mand i en søskendeflok på 8. Men det fortæller i virkeligheden intet om mennesket, det er bare data og geografisk markør.

Lasse forelskede sig i en tidlig alder i alt hvad der var magisk og duftede af eventyr.  Film, bøger og musik der, som Lasse, har et strejf af melankoli, er en indikator der peger i retning af et tænksomt, nysgerrigt menneske. Eventyr findes alle steder, hvis man spørger Lasse, han forsøger at fastholde barnlig entusiasme, når han bevæger sig rundt. Oftest går turene til strandene og skovene, hvor han går ture med hunden Jack.

Lasse har, igennem hele sit liv, haft en kærlighed til det skrevne og det talte sprog. Den farverige Tv-personlighed, Kim Schumacker, der i 1980’erne huserede i diverse programmer, blev hurtigt en favorit, idet han anvendte sproget på en måde, så der nærmest var tale om hørbare billeder. Det samme gjorde sig gældende for dyrenes bedste ven, Poul Thomsen, der også hurtigt landede på Lasses favoritliste. En liste der i øvrigt altid udvikler sig, idet man ifølge Lasse, altid kan finde nye, gode ting. Hvis blot man leder.
Listen indeholder også forfattere, sangskrivere, komikere og skuespillere. Robert Frost, Stephen King, Tove Ditlevsen, Morten Nielsen og mange, mange flere.

I forhold til erhverv, har Lasse også været vidt omkring. Fisker, kirkegårdsgraver, CNC-operatør, fodermester og dyreassistent er blot nogle af de hatte, som han i løbet af sit arbejdsliv havde på. I 2005 ændrede alt sig, idet Lasse var ude for en voldsom arbejdsulykke og efterfølgende måtte genopfinde sig selv. For hvem er man, hvis man ikke har en funktion? Det var det spørgsmål, der var startskud til forfatterkarriere og et mere roligt liv, hvor fokus var på indre bevægelse, fremfor ydre ditto.

Lasse-Jack

Nyhedsbrev

Skriv dig op til en plads i inderkredsen og bliv informeret, når Lasse rører på sig.

© 2020 Lasse Løager