Nyheder - Lasse Løager

Jeg var én af de der kropumulige unger på Heldagsskolen Rindum Kjærgaard, I ved, den slags der havde ild i røven og ballade i lommerne. Det krævede lærere med brede skuldre, oceaner af tålmodighed og store ører, så de bedre kunne lytte, når vi en sjælden gang åbnede for sluserne.

Når det ikke var os, de misforståede børn, der lod snakketøjet rulle, var det som regel lærerne der fortalte om deres syn på verden, livet og alt derimellem. En morgen sad vi samlet i spisestuen, hver især med snuden i et rundstykke, mens forstanderen, Ulrich, fortalte hvad han havde lavet den morgen.

Ulrich havde været på jagt, han havde taget kaffe, riffel og en skammel med. Morgenlyset havde spredt sig ned mellem stammerne som flydende guld og havde skabt skyggemosaikker i skovbunden. Det alene, fortalte han, var rigeligt til at få tankerne til at bremse. Uden at tænke nærmere over det, placerede han sig et sted hvor der ville være mulighed for at lægge riflen til skulderen og vende hjem fra jagten med hænderne fulde. Ulrich fortalte:

”Jeg satte mig ned, skænkede en kop kaffe og tænkte på hvor heldig jeg var, sådan at kunne sidde der og nyde en rolig morgen, trække vejret og bare være. Nå men, da jeg har siddet et stykke tid, dukker der en buk op i mit synsfelt. Det lignede et dyr fra en drøm, som han stod der, indhyllet i morgenlys og dis. Et perfekt øjeblik,” sagde han.

”Pløkkede du den så eller hvad?” spurgte én af klassekammeraterne. Ulrich drak lidt kaffe, satte koppen fra sig og smilede som en flækket træsko, inden han svarede:
”Nej, jeg skød den ikke, for det øjeblik vi netop havde delt, var for dyrebart. Havde jeg skudt, ville det have lagt sig som en sort film over det øjeblik. Det var en gave at se råbukken i morgenlyset, en påmindelse om, at indenfor et splitsekund, kan livet ændre retning. Og så var han i øvrigt så smuk, at jeg ikke nænnede at skyde. Der vil komme flere muligheder, men det skulle ikke være denne gang. Det er den flotteste buk jeg aldrig har skudt.”

Ballade, ild i røven og tanker i tusindvis er til stadighed hvad jeg har med i lommerne. Jeg er ikke, som sådan, en rastløs sjæl, men jeg elsker at være i bevægelse og har en nysgerrighed der ville vække misundelse hos en kat. Derfor er jeg ofte på tur, gerne med et kamera i den ene hånd og hunden i den anden.

Forleden gik jeg tur i skoven med Jack mens solen langsomt dalede i skjul under horisonten. Skoven blev badet i et gyldent lys og trætoppene så flere gange ud til at stå i flammer. Jeg satte mig på en stub, kløede hunden bag øret og tænkte, at det ikke var det mest tossede sted at sidde. Det puslede i krattet og pludseligt stod der en ræv foran os.
Den lille, rødhårede fyr var lige så overrasket som os og uden at kunne sige hvorfor, valgte jeg at sige hej til ræven, som var det en gammel ven der netop var trådt frem.

Ræven kiggede på os og sneg sig lidt nærmere, inden den satte sig ned og kiggede til den ene side, som stod den i kø i Fakta og kedede sig lidt, mens den ventede på at komme til kassen. Jeg smed en hundekiks til ræven, hvilket medførte et løftet øjenbryn fra hunden, men det var som om, at alle i situationen forstod, at det kostede en told at dele øjeblikket med ræven. Jeg løftede kameraet, fik taget et par billeder og lagde kameraet tilbage i skødet.

Ræven kom nærmere, jeg talte igen til dyret og forestillede mig, at alle man møder, gerne vil mødes så venligt som muligt og hvis ikke dét, så i hvert fald ikke dømmes på udseende alene. Ja, jeg gør mig mange tanker under gåture.
Jeg smed en kiks mere og så den lille buskhalede rødtop komme nærmere. Aftenlyset fandt vej gennem trækronerne og rammede ræven ind, som var det et spotlight på en scene og lige i dét øjeblik, tænkte jeg at det ville være muligt at tage et fantastisk billede. Jeg lagde hænderne på kameraet og kiggede på dyret, der i dét øjeblik, så mig i øjnene.

Jeg tænkte på Ulrich og det perfekte øjeblik, om at værdsætte mødet med naturen og nærværet. At lade det være, uden at skulle gå derfra med en noget, idet der er en indbygget gave i selve oplevelsen. Jeg lod kameraet være, trak vejret dybere og nød at se ræven træde nærmere, snuppe hundekiksen og lunte væk igen.

Det er, på en måde, det samme med mennesker, hvis vi mødes i øjeblikke af nærvær, behøver man ikke gå derfra med favnen fuld af gaver. Det mest dyrebare i verden er ikke dét du kan putte i lommerne, men dét der bliver i hjertet.

På fransk er der et udtryk for kortvarigt tab af bevidsthed, de kalder det La Petit Mort og i nyere tid anvendes udtrykket i forbindelse med orgasme, hvilket på en måde også kan karakteriseres som et momentant tab af kontrol.

For snart 15 år siden døde jeg på et beskidt cementgulv i en kold lade. I forbindelse med mit arbejde i landbruget, skulle jeg fylde strøelse i en fodervogn og den sæk, der skulle fylde vognen op, faldt ned fra stativet og ramlede ikke alene ned over mig, men hele mit liv og slog alt i stykker. Min krop, mit selvværd og mine drømme. Alt det, der på en måde var min identitet, lå i stumper og stykker omkring mig. Ryggen brækkede flere steder, nakken, hoften og venstre knæ tog skade, jeg bed mig selv voldsomt i munden og blødte derfor også pænt, som man siger.

Det er en dramatisering at kalde det for et dødsfald, det er jeg godt klar over. Det, der i virkeligheden skete, var en ulykke og i kølvandet på denne, måtte jeg stoppe op og betragte alt i mit liv på en anden måde. Kort sagt, måtte blikket vendes indad.
Jeg brød mig ikke om det der var at se derinde, for det lå alt sammen under bunker af skidt, støv og ragelse. Ideen havde været, at hvis jeg blot lod som om længe nok, ville jeg på et tidspunkt kunne kalde mig selv for et normalt menneske og derigennem leve et normalt liv. Inderst inde, var der en stemme der altid sagde, at det i bedste fald ville være et imiteret liv: En maske.

Hvad vil du gerne? Spurgte jeg mig selv, men kunne ikke svare. Det var nyt at skulle tage stilling til egne ønsker, lyster og drømme. I overfladen af personligheden, ville jeg uden at blinke kunne svare, at det ville være rart med et vellønnet job, et lækkert hus og en fed bil. Det flugtede ikke med det inderste, hvor det altoverskyggende ønske var fred i sjælen.
Mit forfatterskab har hovesagligt beskæftiget sig med overgreb, svigt og vold. Ikke om selve handlingerne, men følgerne af disse. Reaktioner der opstår i forlængelse af en oplevelse. Hvordan man er i verden, men i særdeleshed hvordan man er med sig selv i det. Hvis man overhovedet er det, hvilket jeg, for mit eget vedkommende, ærligt kan sige, at det var jeg sjældent.

Ulykken satte en brat stopper for min livslange flugt. Ham, der havde været så uendeligt bange, blev indhentet af nuet og der er ikke plads til to personligheder i én krop. Overfladens fernis var slået væk og tilbage var kernen. Mennesket, der havde gemt sig, var blevet synligt.

De første år efter ulykken stod i smerternes tegn og alt skulle læres på ny. Det at gå, var pludseligt en udfordring at løfte en liter mælk var besværligt og dét der med at gå på lokum og i bad, var forbundet med angst, for aldrig havde jeg i mit voksne liv troet, at det at rejse sig fra porcelænet, skulle kunne udgøre en udfordring. Det gjorde det og ydmygelsen føltes total. ”Jeg er en taber,” hviskede jeg ofte og håbede inderligt, at overfladen ville vende tilbage, at masken ville omslutte mig og skærme følelserne.
Jeg bed tænderne sammen, begyndte at gå ture og trodsede smerten, selv om det samtidigt betød at gåture var en slags opkasts-maraton: Gå hundrede meter, kast op, tør munden og gå videre. Hvis opkast blev en olympisk disciplin, ville jeg være sikret medaljer i bedste Kipketer stil.

Ikke desto mindre, blev gåturene længere og interval mellem opkast det samme. Der kom en dag, hvor morgenmad, kaffe og juice blev indenbords. Jeg fejrede det, så man skulle tro at jeg havde fundet Guldhornene. I sig selv, er det ikke noget særligt at kunne holde maden indenbords, men i et lille, lukket kredsløb, betød det alverden. Det viste mig at det kunne lade sig gøre, at der var en vej, hvis jeg var villig til at knokle for det.

Nu, mange år senere, føles prøvelserne som et transparent minde. Var det virkelig mig? Det var det og det er måske først efter en given oplevelse, at man forstår dens betydning. På samme måde som et første kys kan vække et smil, måske endda sommerfugle i maven, når man efter lang tid tænker på det.

På samme måde, har forfatterskabet været en ujævn oplevelse. Ikke på grund af selve processen, men alt omkring den. Der var så meget der skulle læres, ikke mindst hvordan man griber det an, når man vil skrive en bog og også gerne have den udgivet.
Jeg skriver fordi det er for svært at lade være, det er ret enkelt, når ét kommer til alt. Det er rart at omsætte tanker til ord og derefter sende dem videre.

Jeg havde aldrig troet at det ville kunne lade sig gøre eller at nogen derude ville læse med. Til min store forbavselse er der kommet utroligt mange henvendelser fra læsere, der er skrevet pæne ord om mine værker og der er tilmed mennesker der glæder sig til at læse mere. Tænk, at det kan lade sig gøre.

Det samme hviskede jeg til mig selv, da jeg for nogle år siden stod på en tinde i selskab med min hund, Jack. Den ødelagte mand gik tur i fjeldene og den uduelige forfatter skriver bøger. Det er verden vendt på hovedet og hver gang tankerne lander der: La petit mort.

Og som svar på det indledende spørgsmål, må konklusionen være, at man dør én gang. Spørgsmålet er om man husker at være levende inden man når dertil.

Fjerde bog udkommer 2021.

Det bedste billede der ikke blev taget.

Hvor mange gange skal man dø?