På fransk er der et udtryk for kortvarigt tab af bevidsthed, de kalder det La Petit Mort og i nyere tid anvendes udtrykket i forbindelse med orgasme, hvilket på en måde også kan karakteriseres som et momentant tab af kontrol.

For snart 15 år siden døde jeg på et beskidt cementgulv i en kold lade. I forbindelse med mit arbejde i landbruget, skulle jeg fylde strøelse i en fodervogn og den sæk, der skulle fylde vognen op, faldt ned fra stativet og ramlede ikke alene ned over mig, men hele mit liv og slog alt i stykker. Min krop, mit selvværd og mine drømme. Alt det, der på en måde var min identitet, lå i stumper og stykker omkring mig. Ryggen brækkede flere steder, nakken, hoften og venstre knæ tog skade, jeg bed mig selv voldsomt i munden og blødte derfor også pænt, som man siger.

Det er en dramatisering at kalde det for et dødsfald, det er jeg godt klar over. Det, der i virkeligheden skete, var en ulykke og i kølvandet på denne, måtte jeg stoppe op og betragte alt i mit liv på en anden måde. Kort sagt, måtte blikket vendes indad.
Jeg brød mig ikke om det der var at se derinde, for det lå alt sammen under bunker af skidt, støv og ragelse. Ideen havde været, at hvis jeg blot lod som om længe nok, ville jeg på et tidspunkt kunne kalde mig selv for et normalt menneske og derigennem leve et normalt liv. Inderst inde, var der en stemme der altid sagde, at det i bedste fald ville være et imiteret liv: En maske.

Hvad vil du gerne? Spurgte jeg mig selv, men kunne ikke svare. Det var nyt at skulle tage stilling til egne ønsker, lyster og drømme. I overfladen af personligheden, ville jeg uden at blinke kunne svare, at det ville være rart med et vellønnet job, et lækkert hus og en fed bil. Det flugtede ikke med det inderste, hvor det altoverskyggende ønske var fred i sjælen.
Mit forfatterskab har hovesagligt beskæftiget sig med overgreb, svigt og vold. Ikke om selve handlingerne, men følgerne af disse. Reaktioner der opstår i forlængelse af en oplevelse. Hvordan man er i verden, men i særdeleshed hvordan man er med sig selv i det. Hvis man overhovedet er det, hvilket jeg, for mit eget vedkommende, ærligt kan sige, at det var jeg sjældent.

Ulykken satte en brat stopper for min livslange flugt. Ham, der havde været så uendeligt bange, blev indhentet af nuet og der er ikke plads til to personligheder i én krop. Overfladens fernis var slået væk og tilbage var kernen. Mennesket, der havde gemt sig, var blevet synligt.

De første år efter ulykken stod i smerternes tegn og alt skulle læres på ny. Det at gå, var pludseligt en udfordring at løfte en liter mælk var besværligt og dét der med at gå på lokum og i bad, var forbundet med angst, for aldrig havde jeg i mit voksne liv troet, at det at rejse sig fra porcelænet, skulle kunne udgøre en udfordring. Det gjorde det og ydmygelsen føltes total. ”Jeg er en taber,” hviskede jeg ofte og håbede inderligt, at overfladen ville vende tilbage, at masken ville omslutte mig og skærme følelserne.
Jeg bed tænderne sammen, begyndte at gå ture og trodsede smerten, selv om det samtidigt betød at gåture var en slags opkasts-maraton: Gå hundrede meter, kast op, tør munden og gå videre. Hvis opkast blev en olympisk disciplin, ville jeg være sikret medaljer i bedste Kipketer stil.

Ikke desto mindre, blev gåturene længere og interval mellem opkast det samme. Der kom en dag, hvor morgenmad, kaffe og juice blev indenbords. Jeg fejrede det, så man skulle tro at jeg havde fundet Guldhornene. I sig selv, er det ikke noget særligt at kunne holde maden indenbords, men i et lille, lukket kredsløb, betød det alverden. Det viste mig at det kunne lade sig gøre, at der var en vej, hvis jeg var villig til at knokle for det.

Nu, mange år senere, føles prøvelserne som et transparent minde. Var det virkelig mig? Det var det og det er måske først efter en given oplevelse, at man forstår dens betydning. På samme måde som et første kys kan vække et smil, måske endda sommerfugle i maven, når man efter lang tid tænker på det.

På samme måde, har forfatterskabet været en ujævn oplevelse. Ikke på grund af selve processen, men alt omkring den. Der var så meget der skulle læres, ikke mindst hvordan man griber det an, når man vil skrive en bog og også gerne have den udgivet.
Jeg skriver fordi det er for svært at lade være, det er ret enkelt, når ét kommer til alt. Det er rart at omsætte tanker til ord og derefter sende dem videre.

Jeg havde aldrig troet at det ville kunne lade sig gøre eller at nogen derude ville læse med. Til min store forbavselse er der kommet utroligt mange henvendelser fra læsere, der er skrevet pæne ord om mine værker og der er tilmed mennesker der glæder sig til at læse mere. Tænk, at det kan lade sig gøre.

Det samme hviskede jeg til mig selv, da jeg for nogle år siden stod på en tinde i selskab med min hund, Jack. Den ødelagte mand gik tur i fjeldene og den uduelige forfatter skriver bøger. Det er verden vendt på hovedet og hver gang tankerne lander der: La petit mort.

Og som svar på det indledende spørgsmål, må konklusionen være, at man dør én gang. Spørgsmålet er om man husker at være levende inden man når dertil.

Fjerde bog udkommer 2021.